Vedtægter for Sammenslutningen af Alternative Investeringsfonde

§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Sammenslutningen af Alternative Investeringsfonde. Foreningens binavn er Foreningen af Investorer i Koncenton.

Stk. 2. Foreningens navn forkortes: SAIF.

Stk. 3. Foreningen har begrænset hæftelse og registreres i CVR.

Stk. 4. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 2 Formål

Stk. 1. Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser i relation til deres aktiviteter indenfor investeringer i alternative investeringsfonde (betegnet en "AIF"), som forvaltes af forvaltere af alternative investeringsfonde (betegnet en "FAIF").

§ 3 Mission

Stk. 1. SAIF's mission er at skabe konkurrencedygtige rammer for investering i AIF'er, herunder ved:

  • at påvirke de politiske og reguleringsmæssige rammebetingelser,
  • at udvikle samarbejdet mellem AIF'er og FAIF'er, herunder bl.a. god selskabsledelse og transparens, og
  • at bidrage til omkostnings- og driftsoptimering af AIF'er.

SAIF er uafhængig af særinteresser, der ikke vedrører foreningens formål og mission.

§ 4 Medlemmer

Stk. 1. Som medlemmer kan optages enhver Alternativ InvesteringsFond, AIF, forudsat bestyrelsens godkendelse.

Stk. 2. Indmeldelse sker ved indbetaling af første kontingentopkrævning på foreningens bankkonto.

Stk. 3. Udmeldelse kan kun ske skriftligt til foreningens e-mail, og skal ske med mindst 3 måneders varsel til et nyt kalenderår.

Stk. 4. Årskontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Bestyrelsen træffer beslutning om opkrævning af kontingentet i én eller flere delbetalinger.

Stk. 5. Bestyrelsen kan med simpelt flertal beslutte at ekskludere et medlem.

§ 5 Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj måned og indkaldes skriftligt med mindst 4 ugers varsel.

Stk. 3. Det skal være muligt at deltage digitalt i generalforsamlingen. Bestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt generalforsamlingen kan være hybrid eller alene digital.

Stk. 4. Al kommunikation mellem foreningen og medlemmerne, herunder indkaldelse til generalforsamling, fremsendelse af fuldmagter og forslag, udsendelse af referater og påkrav, kan ske digitalt ved e-mail eller andet almindeligt anerkendt elektronisk medie.

Stk. 5. Medlemmerne har pligt til at orientere foreningens bestyrelse om den elektroniske adresse, der kan bruges til kommunikation med ejeren. Ved ændringer i medlemmernes elektroniske adresse har medlemmet pligt til at orientere foreningens bestyrelse eller en eventuel administrator herom. I modsat fald anses indkaldelser m.v., som er sendt til den senest oplyste adresse, for at være kommet frem.

Stk. 6. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Et medlem repræsenteres på generalforsamlingen af et medlem af medlemmets bestyrelse, og typisk af formanden. Hver bestyrelse kan sende flere bestyrelsesmedlemmer til generalforsamlingen, men kun et af medlemmerne har stemmeret (navn på den stemmeberettigede skal angives ved tilmelding).

Stk. 7. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af stemmetællere
  2. Valg af dirigent
  3. Formandens beretning
  4. Regnskabsaflæggelse
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Fastsættelse af kontingent
  7. Godkendelse af budget
  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  9. Valg af revisor og en revisorsuppleant
  10. Eventuelt

Stk. 8. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest to måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes. Indkomne forslag udsendes til medlemmerne senest 2 uger før generalforsamlingen.

Stk. 9. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten vælges ved simpelt flertal. Dirigenten leder generalforsamlingen og sikrer, at generalforsamlingen afholdes på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde. Dirigenten afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivning.

Stk. 10. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal. Ved valg af medlemmer til bestyrelsen i SAIF afgøres valget i tilfælde af stemmelighed ved lodtrækning. Udmeldte (fra udmeldelsen er kommet frem til SAIF) og ekskluderede (fra eksklusionen er kommet frem fra SAIF) medlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

Stk. 11. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således at fuldmagt kun kan gives til et andet medlem eller til bestyrelsen. Der gælder ikke begrænsninger i antallet af fuldmagter, som kan gives til et medlem eller bestyrelsen. Fuldmagt skal gives skriftligt.

Stk. 12. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages suppleringsvalg på førstkommende generalforsamling, medmindre bestyrelsen derved bliver på mindre end 3 medlemmer. I sådanne tilfælde er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/4 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.

§ 7 Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 1-årig periode. Bestyrelsen består af mellem 3 og 5 medlemmer. Bestyrelsen udpeger foreningens kasserer, som kan være et bestyrelsesmedlem.

Stk 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3. Bestyrelsen er selvkonstituerende. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. Bestyrelsen kan i overensstemmelse med foreningens budget etablere et sekretariat til udførelse af opgaver, ligesom bestyrelsen kan engagere rådgivere til udførelse af opgaver.

Stk. 5. Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter et ønske om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.

Stk. 6. Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed har formanden den afgørende stemme.

§ 8 Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister. Arbejdet kan uddelegeres til en administrator.

Stk.4. Regnskabet gennemgås af den på generalforsamlingen valgte revisor, der til brug for generalforsamlingen afgiver erklæring 

§ 9 Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1. Foreningen tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening. Ved optagelse af lån og ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 10 Vedtægtsændringer

Stk.1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de fremmødte på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 11 Tvister

Stk. 1. Alle tvister og uoverensstemmelser, som direkte eller indirekte måtte udspringe af disse vedtægter eller deres fortolkning, skal forsøges forligt ved at de to parter i fællesskab udpeger en mægler, der kan mægle og fremsætte et forslag, som de to parter kan tilslutte sig. Udgifter til mægleren aftales på forhånd og deles ligeligt mellem de to parter.

Stk. 2. I tilfælde af, at mæglingen ikke ender med et kompromis, skal spørgsmålet med endelig og bindende virkning afgøres ved voldgift i Det Danske Voldgiftsinstitut i henhold til instituttets regler og efter dansk ret.

Stk. 3. Skal voldgiftsretten bestå af en enevoldgiftsdommer, udpeges denne af instituttet i overensstemmelse med ovennævnte regler.

§ 12 Opløsning

Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning deles ligeligt mellem foreningens medlemmer.

§ 13 Datering

Stk. 1.Således vedtaget på foreningens generalforsamling den 28. maj 2025.